FAQ A-Z

På denne side kan du forhåbentlig finde de praktiske oplysninger du søger eller forklaringen på nogle af de “indforståede ord” vi bruger på skolen.

A | B | C | D | E | F | G | H | I | K | L | M | N | O | P | R | S | T | U | V | Å

A

Afgangsprøver:
Eleverne i 9.klasse går til Folkeskolens afgangsprøver på lige vilkår med Folkeskolens elever.

Arbejdsgrupper for forældre:
Skolen har løbende brug for hjælp fra forældrene: Hver klasse stiller med medlemmer til skolens arbejdsgrupper: sommerfestgruppen, vedligeholdelsesgruppen og p-dagsgruppen.
Arbejdsgruppernes deltagere samles på en liste, som udarbejdes i hver klasse i forbindelse med årets sidste forældremøde.

B

Bestyrelsen:
Bestyrelsen er skolens øverste ledelse og er overfor undervisningsministeriet ansvarlig for skolens drift. Medlemmerne er ikke repræsentanter for forældrene i de enkelte klasser, men varetager på ca. 6 årlige møder hele skolens interesser. Bestyrelsens 8 medlemmer og 2 suppleanter vælges på generalforsamlingen af og blandt forældrene.

Befordringstilskud:
Der vil automatisk blive udsendt ansøgningsskema til befordringstilskud. Der er afstandsregler i forbindelse med ansøgningen.

Børn med handicap: 
Skolen har gode erfaringer med at enkeltintegrere børn med bevægelseshandikap på skolen. Skolen optager derfor gerne bevægelseshandicappede børn, hvis barnets behov og skolens ressourcer passer sammen.

Børnefødselsdage:
Skolen værdier tager afsæt i en kultur, der blandt andet bygger på fællesskaber og samarbejde om børnenes trivsel. Forældrene har, sammen med skolen, et fælles ansvar for at alle børn oplever en skolegang, hvor alle børn er en del af klassefællesskabet. Dette gøres blandt andet ved at afholde fællesfødselsdage, hvor hele klassen eller den gruppe dreng/pige barnet måtte tilhøre er inviteret. Skolen ønsker ikke at der afholdes fødselsdage hvor udvalgte børn bliver inviteret, da dette er med til at skabe en disharmoni i børnenes fællesskaber.

C

Computere:
For børnene fra bh.kl.-6.kl råder skolen over 40 bærbare pc`ere samt 36 Ipads. I udskolingen har eleverne deres egen bærbar pc’er med som en del af penalhuset.

D

Dannelsesaspekter, de 4:
Pædagogikken og arbejdet med børnene er centreret omkring skolens 4 dannelsesaspekter:
– det faglige
– det sociale
– det egetansvarlige
– det kritiske

E

Erstatningsansvar
Skolen har i det daglige ansvaret for børnene og dermed også for de evt. uheld, der sker på inventar m.m.
Dog erstatter skolen ikke, hvis børnene ødelægger ting med vilje eller ved hensynsløs omgang med tingene. I de tilfælde påhviler erstatningsansvaret forældrene.

F

Fagmål og undervisningsplaner:
Skolen har mål for alle undervisningsaktiviteter og har udarbejdet undervisningsplaner for fagene som kan læses her
Mål og beskrivelse af undervisningens indhold på de forskellige klassetrin kan findes under ”Årsplaner” på forældreintra.

Fagrække
Skolen har, som fri grundskole, frihed til selv at definere sin fagrække og herunder timetallet for de enkelte fag. Læs mere om fag og aktiviteter på de enkelte klassetrin her.
Der udarbejdes årsplaner for alle fag på alle klassetrin. Årsplanerne kan læses på Forældreintra.

Ferie og fridage:
Antallet af årlige skoledage er 200. Ferierne og fridagene er, som udgangspunkt, de samme som folke­skolens. Der vil dog være mindre variationer, da vi har to undervisningsdage placeret på lørdage (ferniseringen og sommerfesten). Ferieplanen fremgår bl.a. af kalenderen på forældreintra.

Forskole:
Hvert år d. 1 juni, starter forskolen op for de kommende bh. klasseelever. Forskoleeleverne går ”i skole” hele juni måned hvor de møder kommende venner, klassekammerater og lærere. I løbet af forskolen deltager eleverne også i skolens traditionsrige sommerfest og teaterstykke.

Forventningssamtaler:
I løbet af efteråret afholdes der individuelle forventningssamtaler med den nye bh. klasses forældre, som opfølgning på skolestarten.
Starter eleven først på skolen på et senere klassetrin, afholdes der opfølgningssamtaler ca. 3 måneder efter skolestarten.
Det er klasselæreren som afholder forventningssamtalerne.

Forældreintra:
Skolen bruger ikke “Aula”, men benytter i stedet “Skoleintra” til intern kommunikation.
Vi ønsker at eleverne gradvist lærer at tage ansvar for deres egen hverdag, og arbejder derfor på at tilpasse brugen af intra så vi primært henvender os til eleverne. Læs om evalueringen af arbejdet med intra og om hvilken model vi pt. bruger her

Forældrekredsen:
Forældrekredsen består af de forældre, der har forældremyndighed til børn på skolen.

Forældrearbejde:
Skolen forventer, at forældrene deltager aktivt, dels i klassens forældremøder og arrangementer og dels på skolens arbejdsdage og på planlægningsdage. Herudover kan der være forældre i de af bestyrelsen nedsatte arbejdsgrupper (jf skolens værdier).

Forældremyndighed:
Skolen er forpligtiget til at samarbejde med den/de forældre der har myndigheden over børnene. Det er disses ansvar at sørge for hvordan evt. andre forældre medindrages i skolesamarbejdet.

Forældremøder:
Der afholdes ca. 4 forældremøder om året i hver klasse. Klasselæreren er ansvarlig for indkaldelse, dagsorden og mødeledelse. Der kan efter behov og aftale arrangeres ekstra forældremøder.

Forældrerevy:
Hvert år opfører forældrene til 2. klasse en revy til sommerfesten. Der er klappepligt for alle publikummer!

Fravær:
Det er skolelederens pligt at føre tilsyn med børnenes skolegang og dermed deres fravær. Derfor skal alt sygefravær meddeles samme dag.
Ved planlagt skolefri f.eks. i forbindelse med ekstra ferie orienteres klasselæreren og skolens leder i god tid. Skolen anbefaler, at eleverne kun holder ferie i skolens ferieuger. Læs skolens fraværspolitik her

Friplads:
Der kan søges om delvis friplads via Fordelingssekretariatet, som administrerer de centrale fripladsmidler på vegne af alle frie skoler i Danmark..
Ud over det, har Den lille Skole selv besluttet at afsætte en større pulje penge, som anvendes til at hjælpe økonomisk trængte familier med skolepengene. Se mere om tilskud til skolepengene her på hjemmesiden.

G

Generalforsamling :
Skolens årlige generalforsamling afholdes hvert år i april. Her bliver bl.a. bestyrelsesmedlemmer valgt, beretninger, budget og regnskab fremlagt, og indkomne forslag behandlet. Læs Generaforsamlingsreferater her

H

Helbredsundersøgelse:
Der er tilknyttet skolelæge og sundhedsplejerske fra Gladsaxe kommune. Sundhedsplejersken kan kontaktes via forældreintra.

I

Indmeldelsesgebyr:
Ved indmeldelse betales der gebyr som svarer til 1 måneds skolepenge/SFO.

Informationsmøde:
Hvert år i oktober måned afholdes der informationsmøde omkring skolegangen på Den lille Skole. Mødet er målrettet kommende børnehaveklasses forældre og forældre med børn på venteliste, men andre interesserede er også meget velkomne.

K

Kakaodag:
Skolen afholder, omkring vinterferien, kakaodag for kommende bh. klasse. Her får børn og forældre lejlighed til at hilse på hinanden for første gang samlet.

Karneval:
Skolen afholder lige inden vinterferien det traditionelle karneval for børn og medarbejdere. I forbindelse hermed skal børnene købe en billet. Pengene fra billetsalget går til festmiddagen.
Elevrådet har besluttet, at festen er uden forældre.

Klassekasser:
Forældrene i hver klasse kan beslutte at oprette en fælles klassekasse.
Klassekassen administreres af forældrene uden skolens indblanding.
Klassekassen kan benyttes til at støtte sociale aktiviteter for hele elevgruppen udenfor skoletiden og til smågaver m.v.
Af skolens ”Politik for forældrebetaling” fremgår det, at der ikke må opkræves forældrebetaling for skoleaktiviteter. 
Klassekassen kan derfor ikke benyttes til aktiviteter indenfor skoletiden, herunder aktiviteter på p-dagene, da disse er betalt via skolepengene.
Ved en eventuel oprettelse af en klassekasse er det skolens holdning, at ingen skal føles sig pressede eller ekskluderede på baggrund af økonomi.
Betalingen bør derfor sættes på et niveau, som sikrer at alle har råd til at være med.
Af den grund opfordrer skolen til, at der max kan indbetales 200 kr. pr. barn pr. år.

Klassestørrelser:
Skolen har èt enkelt spor fra bh.kl til og med 9.kl.
0.kl-3.kl: 22 elever
4.kl-6.kl: 24 elever
7.kl-9.kl: 26 elever
Tallene afspejler det maximale antal elever, men da det er afgørende vigtigt for skolen at klasserne er i balance, kan der godt være færre elever på enkelte klassetrin.

“Klubben” (=SFO’en):
Skolens SFO kaldes “Klubben” og omfatter børn fra bh. klasse til og med 3. klasse. Alle børn der går i disse klasser på Den lille Skole kan optages i klubben. Skolen anbefaler at man benytter “Klubben”, så børnene udover skolegangen, også har en god mulighed for at dyrke kammeratskabet, samt være med i de aktiviteter, der foregår på tværs af skole og klub. Læs mere om vores klub her

Klubbens arbejdsgrundlag og politikker: 
Klubben har udarbejdet et arbejdsgrundlag og nogle politikker. Der kan findes andetsteds her på sitet.

Klubbens telefonnummer:
51 67 04 05

Klubbens åbningstider på skoledage:
På skoledage har Klubben åbent fra 12.30 – 16.30. Der er morgenpasning hver dag fra 7.30 – 8.30 (se under “Morgenpasning” længere nede).

Klubben åbningstider på skolefridage:
I de skoleferier, hvor Klubben har åbent, er der åbent fra kl. 08.30 – 15.30.
Klubben har lukket i skolens påskeferie, hele juli og mellem jul og nytår.

Klubmad:
Hver eftermiddag får børnene i Klubben et mellemmåltid.

Kontaktpædagoger:
Klubbens pædagoger er tilknyttet hhv. 0., 1., 2. eller 3. klasse som kontaktpædagoger og deltager i forældresamarbejdet sammen med klassens lærere.

Krydslisten:
Hver dag når barnet bliver hentet, skal forældrene eller barnet selv strege sit navn ud på Klubbens krydsliste. Klubben har opsyns­pligt i forhold til bør­nene, og det er derfor vigtigt at afkrydsningen huskes, så pædagogerne kan tjekke om det enkelte barn er gået.

L

Lejrskoler:
Hvert år tager alle skolens elever på lejrskoler. Man kan læse mere under punkterne “Undervisning” og “Skolens politikker” her på hjemmesiden.
Her ud over deltager alle elever i overbygningen hvert år i Lilleskolernes teater- og musikfestival i juni måned. Der er ikke ekstra forældrebetaling i forbindelse med lejrskolerne.
Undtaget her fra er dog 9. klasses udlandstur, hvor der opkræves en mindre deltagerbetaling – hvis altså ikke klassen selv har tjent penge nok via loppemarkeder, klubmedhjælpere, serveringspersonale til generalforsamlingen m.v., hvilket de meget ofte har.

Lektionslængde:
Undervisningslektionerne er 45 minutter, og ofte lægges lektionerne sammen til 90 minutters dobbeltlektioner.

”Lilleskolerne”:
Skolen er organiseret i skoleforeningen ”Lilleskolerne” sammen med landets ca. 60 andre lilleskoler.

Liniefag:
I overbygningen vælger eleverne  imellem 4 liniefag: Kunst/design, ”Humanlab.”, Musik og film/drama.
Læs mere om overbygningen og om de enkelte linjefag her

Lovgrundlag:
Skolen eksisterer under Lov om Frie Grundskoler.

M

Mobiltelefon:
Alle mobiltelefoner skal være slukkede i hele skoletiden. Dette gælder for alle klassetrin.
I overbygningen opbevares elevernes mobiltelefoner på “Mobilhotel” i skoletiden.

Morgenpasning:
Der er opsyn med børnene fra bh. klasse til 3. Klasse fra kl. 7.30 til 8.30 hver morgen på skoledage. Morgenpasningen holder til i bh.kl, og 1.kl. lokaler. Det er forskellige voksne, der varetager opgaven.

Mødepligt:
Det er forældrenes ansvar at børnene møder frem og passer deres skole, men det er skolelederen, der skal kontrollere det. Derfor skal alle former for afbud, fritagelse, evt. ekstra ferie meddeles til skolens leder. Skolen anbefaler, at man ikke lægger rejser udenfor skolens ferieperioder.
Skolen har udarbejdet en fraværspolitik som kan læses her

N

Nyhedsbreve: Skolelederen, Klubben og bestyrelsen udsender jævnligt nyhedsbreve med nyt fra skolen.

O

Optagelsesprocedure:
Læs om skolens optagelsesprocedure her

P

P-fag (praktiske fag):
Børnene på mellemtrinnet (4.kl. – 6.kl.) deltager på forskellige valgfag, ”p-fag”, der foregår 4 timer hver fredag i ca. 10 uger i træk. Der er 3 p-fagsperioder af ca. 10 uger på et skoleår.
P-fagene er musik, billedkunst, drama og idræt, og i 6.kl. er der desuden madkundskab.
Et p-fagsforløb afsluttes typisk med en fremvisning, en koncert eller en udstilling.
Vi prioriterer at alle elever når at møde alle p-fagene i løbet af de 3 år hvor de er på mellemtrinnet, sådan at de er godt rustede til at vælge linjefag, når de kommer i overbygningen (7.kl.-9.kl.).

Parkering:
Skolens parkeringsplads er lille og pladserne er forbeholdt personalet.
Hvis der er plads efter kl.08.30 kan forældre kortvarigt benytte pladsen.
Der er en “kys og kør” zone på p-pladsen som benyttes om morgen frem til kl.08.30. Har man behov for at parkere og stå ud af bilen for at aflevere sine børn, skal man finde alternative parkeringsmuligheder end skolens p-plads.
Når man benytter de omkringliggende villavejene til parkering, opfordrer skolen til at vise hensyn over for beboerne.
Skolen har udarbejdet retningslinjer omkring parkeringen som kan læses her

Planlægningsdage:
Der er 3 årlige planlægningsdage hvor skolens medarbejdere holder fælles møder og forældrene underviser børnene.
Forældrene i den enkelte klasse har fordelt dagene mellem sig på et forældremøde, og er ansvarlige for et relevant indhold. 
P-dagene er undervisningsdage og skolens normale undervisningsmidler er til rådighed – herunder togkort. Der opkræves ikke forældrebetaling eller trækkes penge fra klassekassen til dagene.
Man kan hente hjælp og vejledning hos klassens lærere/pædagoger.
På kontoret findes en mappe hvor der kan hentes yderligere oplysninger.
Bemærk ligeledes at bh. kl. og 1. kl. har ansvaret for hhv. åbning og lukning af skolen på p-dagene.

Psykolog:
Skolen bliver betjent af en psykolog fra PPR i Gladsaxe Kommune.
Psykologen træffes  på skolen efter aftale og kan kontaktes via forældreintra.

R

Rygning:
Skolen er selvfølgelig røgfri.

S

Sejlklub:
Klubben tager hver torsdag hele året rundt i Gladsaxe Kommunes Natur-og Sejlklub ved Bagsværd Sø.

Skolens adresse:
Gammelmosevej 226-228, 2800 Lyngby

Skolens telefon:
44 98 39 26

Skolepenge og sfo-betaling:
Bestyrelsens holdning er, at skolepengene og sko-betalingen skal dække alle udgifter og at der ikke herudover skal betales for aktiviteter m.m. på skolen. Læs om beløb og retningslinjer for forældrebetaling her

Sommerfest:
Den sidste lørdag inden skoleafslutningen afsluttes skoleåret med en sommerfest for børn, forældre, bedsteforældre m.fl. Her er der optrædener, forældrerevy, boder og mad. Hvert år vælger mange af skolens gamle elever at besøge os på denne dag.

Støtteundervisning:
For børn med behov gennemfører skolen støtteundervisning. Støtteundervisningen er nærmere beskrevet her.
Da vi er en lille skole, er vores mulighed for at give enkeltstøtteundervisning begrænset.

Statstilskud:
Skolen modtager statstilskud, som svarer til 76% af, hvad en elev i folkeskolen koster.

S-tog og bus:
Stengårdens S-station på H-linien “Farum-Frederikssund” ligger kun 5 minutters gang fra skolen. Flere buslinjer har stoppesteder meget tæt på skolen.

Sygemelding:
Ved sygdom eller andet fravær skal afbud indtelefoneres samme dag til kontoret, der vil give beskeden videre til læreren (evt. på telefonsvareren).

Søskenderabat:
Der ydes søskenderabat. Beløbet er på 20% af både skolepengene og SFO-betalingen for 2. barn og 50% af skolepengene og SFO-betalingen for 3. barn.

T

Tale/høre konsulent:
Skolen har tilknyttet en tale/høre konsulent fra PPR i Gladsaxe Kommune.

Tavshedspligt:
Skolens ansatte og bestyrelsen har almindelig tavshedspligt.

Tandlægeordning:
Skolen har ikke en tandlægeordning tilknyttet – forældrene skal kontakte børnetandplejen i hjemkommunen.

Testning:
Skolen har fravalgt at deltage i de nationale tests.
Som en del af det løbende interne evaluerings- og målsætningsarbejde for eleverne, foretager vi dog årligt pædagogiske tests i dansk og matematik på alle elever. Testene foretages som udgangspunkt ved afslutningen af skoleåret, men pædagogiske hensyn kan dog betyde, at testene foretages på andre tidspunkter af året.

Tilsynsførende:
Skolen har en tilsynsfø­rende, som er godkendt af Undervisningsministeriet. Den tilsynsførende, der vælges af forældrekredsen, skal tilse at skolens undervisning står mål med, hvad der alminde­lig­vis kræves i folkeskolen (jf. “Lov om frie grundskoler”).

U

Udlån af lokaler:
Af hensyn til naboerne, udlåner skolen – som udgangspunkt – ikke sine lokaler til sociale arrangementer i weekender og ferier.

Udmeldelse:
Sker skriftligt og med mindst 2 måneders varsel til udgangen af en måned. Hvis man fortryder udmeldelsen og ønsker at vende tilbage til skolen efter man er stoppet, sker det på lige fod med de øvrige ansøgere, jf skolens optagelsespolitik. Man har ikke mulighed for at komme foran på ventelisten, fordi man tidligere har været elev på skolen.

V

Ventelister:
Skolen har ventelister. Vi anbefaler at man skriver sig på ventelisten i så god tid som muligt.
I børnehaveklassen begynder vi selve optagelsen af elever 2 år før skolestart, men man  man godt skrive sig på ventelisten tidligere. Læs mere om skolens optagelsesprocedure her

Å

Åben børnerunde:
En gang om året afholdes der “åben børnerunde” i klasserne fra bh.kl. til 6.kl.
Her taler lærerne og de enkelte forældre om hvert barn i klassen.
Snakken foregår åbent og med deltagelse af de andre forældre. Formålet er at sikre en fælles forståelse blandt forældrene for børnenes sociale liv på skolen, og dermed give forældrene et godt udgangspunkt for at handle ind i det.
Børnerunden er dermed med til at forebygge ensomhed og mobning og til at skabe større rummelighed.
I erkendelse af at unge mennesker selv bør inddrages, afløses den åbne børnerunde på skolens ældste klassetrin af samtaler imellem lærerne og eleverne.

Den Lille Skole, Danmarks første Lille Skole
Made by Hjemmesider.dK