Fernisering/Musical.
– en lørdag i december

Hvert år har vi 2 uger i november/december måned, hvor det normale skema er erstattet med billedkunst i grundskolen og af musical i overbygningen.

Som afslutning på de to uger hvor bh. kl. – 6.kl har deres billedtema og dekorerer skolen på ny, holder vi fernisering om lørdagen kl. 10 – 14. Det er en skoledag hvor eleverne viser deres flotte arbejder frem og hvor forældre, familie og andre kan se børnenes værker, som vil pynte skolen flot op hele næste år. Værkerne får lov at hænge og pynte skolen op frem til billedtemaet året efter, hvor de bliver pillet ned og giver plads til en ny udstilling.

Denne dejlige lørdag i december kan man også købe æbleskiver, kaffe mm.

Som afslutning på 7. – 8. og 9. klasses to ugers arbejde med deres musical, viser overbygningen også denne lørdag deres musical. Der er altid stor interesse for at komme ind og opleve musicalen, og den bliver derfor opført tre gange i løbet af lørdagen.

Alle elever fra overbygningen er med i forestillingen, som selvfølgelig også er lavet af eleverne selv sammen med deres lærere.

Sommerfesten
– næstsidste lørdag i juni

Sommerfesten er en stor fælles fest hvor hele skolen, det vil sige alle elever, lærere og forældre er aktive og involverede. Festen begynder kl. 14 og slutter kl. 22.30.

Som optakt til festen, arbejder aleverne fra bh. kl. – 6. kl. i to uger på at udvikle og øve på en stor udendørs forestilling, som de viser denne lørdag kl. 15 – 16. Det er altid rørende at se de mindste på skolen spille teater sammen med de større elever fra 5.-6. klasse, og de små udløser altid stor glæde og begejstring blandt publikum. Det er imponerende at se så mange ting blive koordineret og musikken som spilles af eleverne selv  svinger selvfølgelig fantastisk.

Efter stykket åbner eleverne boder, som de har forberedt, og hele eftermiddagen kan man vinde præmier i deres boder.

De store elever præsenterer sammen med deres linjehold også forskellige indslag denne lørdag. Fast er det, at Musiklinjen spiller koncert i salen kl. 20 – 22. Og at Film og Drama holdet viser teater og årets produktion af film i Den røde kælder i overbygningshuset.

De andre linjehold deltager med forskelligt indhold fra år til år.

Forældrene og eleverne i 7.klasse har ansvaret for planlægningen af dagen. 
De står fx for:

  • Hele festens koordinering, regnskab, udlevering af materialer.
  • Oppyntning og bordopstilling.
  • Madboderne (herunder grill i haven) og baren.
  • Oprydning dagen derpå.

Her ud over har forældre fra følgende klasser faste opgaver til sommerfesten:

  • Bh. kl. og 1. kl. sælger kaffe og hjemmebagte kager kl. 14 – 17 i kaffehusene.
  • 2. klasses forældre laver en forældrerevy som de optræder med to gange i salen – der er ”klappepligt” for alle tilskuere, og det er hylende morsomt for alle.
  • Alle klasser stiller med 4 forældre til oprydning søndag sammen med alle forældrene fra 7.kl.

Skolen er denne dag pyntet op, og i gården og haven er der spændende boder. Der summer af liv, og på dagen plejer vi, ud over alle dem som i dag er tilknyttet skolen, også at få besøg af fra gamle elever og forældre og nye interesserede folk. Skinner solen altid (!) og der kan snildt komme 700 deltagere og gæster i løbet af dagen.

Karneval/Fastelavnsfest

Fredag i uge 5 holder elever og lærere karnevalsfest kl. 18 – 22.

Til denne aften har man køber eleverne billet og møder udklædt. Salen og underetagen i Grundskolehuset er pyntet fantastisk op af eleverne efter et tema som de selv har bestemt. Og alt hvad skolen har af blinkende lamper, lyseffekter og røgmaskiner er sat op.

Lærerne er også klædt ud, og spiller denne aften et ”gakket” teaterstykke for eleverne, og bagefter er der lækker mad som 6. klasse har lavet.

Aftenen fortsætter med tøndeslagning, fælles dans, kage og disco til kl. 22.

Det er årets superfest, fordi alle er vildt flot klædt ud og stemningen er sprudlende mellem store og små, som danser i ultraviolet lys på scenen i en sal, som er pyntet op efter alle kunstens regler.

Skolernes motionsløb
– fredag før efterårsferien

Den sidste dag før efterårsferien deltager vi hvert år i skolernes motionsløb. Denne dag (hvor solen selvfølgelig for det meste skinner(-:) møder alle elever og lærere op i sportstøj, klar til den store løbedag. Vi plejer også at have selskab af en del friske forældre, som benytter sig af muligheden for at få lidt motion i rigtig godt selskab, og de er meget velkomne!

Opvarmningen tager de store elever fra Madventurelinjen sig af og når vi er opvarmet, går det af sted mod Bagsværd Sø. De små elever løber 3 km. De lidt større 5 – 7km og de store 7 – 10 km. På halvvejen uddeles der juice. Det er en skøn dag hvor vi mødes med elever fra mange andre skoler på vejen rundt om Bagsværd Sø.

Når alle er tilbage på skolen igen, samles vi i salen og hører hvor mange kilometer de enkelte klasser og hele skolen har løbet, vi synger et par sange og uddeler en præmie til den elev, der har gættet hvor langt hele skolen har løbet til sammen.

En rigtig hyggelig dag med røde kinder på alle friske børn og voksne, som sveder i de smukke omgivelser omkring Bagsværd sø.

Juleafslutning

Vores juleafslutning er en meget gammel tradition, med elementer som stammer helt tilbage fra skolens start i 1950`erne..
Sidste skoledag før jul mødes alle klasserne i gården kl. 11 ved lindetræet. Her danser vi rundt om juletræet til sangen ”Alle men’sker er nu så glade” som er skrevet af skolens første musiklærer Bernhard Christensen. Vi danser så ned i salen, hvor eleverne fra musik linjen spiller op til julebal ½ times tid. I højt humør ønsker vi derefter hinanden god jul –  og så går vi på juleferie(-:

Den Lille Skole, Danmarks første Lille Skole
Made by Hjemmesider.dK