Skolens værdier

Værdierne udgør grundfjeldet for skolen, og igennem en forståelse for værdierne får man et godt indblik i hvilken skole Den lille Skole er.

Afsnittet om Den lille Skoles værdier er opdelt i 4 afsnit:

De grundlæggende værdier, visionerne og dannelsesperspektiverne beskriver Den lille skoles ”værditræ”, og de udgør tilsammen udgangspunktet for udviklingen af skolen og for alle beslutninger truffet i driften af skolen.

.st0{opacity:1.000000e-02;fill:#A24116;} .st2{fill:#ffffff;} .st3{opacity:0;fill:#A24116;} .st4{fill:#00355C;} .st5{fill:#E74E0F;}

Skolens værdier i et historisk perspektiv

Den lille Skole har børn fra børnehaveklasse til 9.klasse. Den lille Skole – Danmarks første lilleskole – er en selvejende institution underlagt loven om frie grundskoler og som sådan naturligt organiseret i Lilleskolerne, sammen med de andre ca. 60 lilleskoler i Danmark.

Den lille Skole blev startet i 1949 af en kreds af skolefolk, pædagoger og forældre. Det var den kulturradikale, reformpædagogiske tradition fra 30’erne, der fra starten var skolens udgangspunkt.

Den lille Skole skulle være frisindet, barnet skulle behandles som et intelligent væsen, indlæring skulle være kreativ og forbindes med leg. Og skolen skulle være lille – overskuelig for børnene og et sted de kunne føle sig hjemme.

Barndommen er ikke blot en forberedelse til at blive voksen, men en periode i ethvert menneskes liv, som det gælder om at få mest muligt ud af. Barndommen skal ikke bare overstås så man hurtigst muligt kan få en uddannelse og komme i gang med det ”rigtige”(voksen-) liv. Livet skal leves og gribes hver dag.

Det er disse holdninger der dannede baggrunden for Den lille Skole, og som siden blev inspiration til oprettelsen af en række lignende lilleskoler i hele landet.

Dette menneskesyn er stadig skolens grundlag, og rundt om det er gennem tiden opbygget en skolekultur, der er præget af sammenhold, tryghed, nysgerrighed, gensidig respekt, kreativ faglighed og – ikke mindst – lyst til at lære.

Men skolen er også et sted præget af naturlig forandring; der kommer nye børn, forældre og medarbejdere til, og der kommer nye forventninger fra det omgivende samfund. Derfor vil Den lille Skole altid være i en løbende dialog med dels sig selv, dels med andre skoler, institutioner og organisationer – vi lever ikke på en ø.

Værdier

Skolens grundlæggende værdier er rundet af skolens historiske rødder, og den demokratiske dannelse er med tiden blevet et stærkt og gennemgående træk i dem. Værdierne er ordnet i tre beslægtede områder:

  • Fællesskab og tryghed
  • Ligeværd og anerkendelse
  • (Vove)mod og kreativitet

Værdierne afspejles i skolens visioner.

Den Lille Skole, Danmarks første Lille Skole
Made by Hjemmesider.dK